Artikel 2  - Dokumentar 2011

Mellemskaladyrkningen i 2011 –

udvalgte målesorter og nyheder i denne gruppe (se prøveresultater 2010- 2011)


Havre

4 sorter blev i 2011 atter afprøvet i mellemskala (typisk 5 x 15 m) for at præcisere virkningen af bestemte vækstforhold – her svær, velgødet lerjord, hvor ingen af sorterne før har været prøvet. Den meget rigelige nedbør hen over sommeren gav selvfølgelig i denne forbindelse både særlige udfordringer og uventede erfaringer. For alle sorters vedkommende sås en meget kraftig udvikling på alle stadier og i alle dele af planterne. Forskellig var imidlertid måden at ”håndtere” det meget fugtige høstvejr på. Her syntes den ulige lange hviletid hos kernerne efter fuldmodenhed at vise noget forskelligt hos de enkelte sorter. Men også vigtige forhold som strålængde og –styrke samt kernestørrelse viste interessante forskelle, og her følger så gennemgang af de enkelte sorter og deres reaktioner.


Dansk landhavre (NGB 6976  uden år -

en ”samlesort” for gul havre på øerne som grå havre var det i Jylland)

Er en gammel kending hos mig, men i næsten alle tilfælde dyrket på lettere jord hidtil. Nu fik den chancen for at vise, hvad den dur til på sværere lermuld, både med halm og kerne. Toppen er fra naturens hånd ret åben og høj med lange, tynde grene, som lader de 2-kernede småaks hænge yndefuldt  næsten lodret allerede før bindermodenhed – og dette beviste sin fordel i det våde høstvejr! Vandet kunne i vidt omfang dryppe af uden at stå i yderavnerne og dermed opbløde/nedbryde kerneskallen, som da også generelt er mindre sort efter endt tørring end hos de fleste andre af mine sorter.

Men med en strålængde på gennemsnitlig mere end 1 m skulle det gå galt i denne våde sommer med udbredt lejesæd og omgroning. Under normale vækstforhold ville sorten også på samme jordbund have kunnet bære sig selv på de op til 5 mm tykke strå med et udbytte på 15-18 fold. Et spørgsmål er det, om spireevnen er bevaret intakt – også i de mindre kerner, og er den ikke det, ligger nye problemer forude med for tynd plantebestand efter udsåning næste år. Dertil kommer så, at ukrudtstålsomheden, som ellers er særdeles god hos sorten, bliver undergravet ved næste års opformering. I praksis er det faktisk lidt af en kunst at ramme en passende plantebestand (o. 450/m2) både af hensyn til ydelsen og evnen til at ”lukke af” for frøukrudt.


Havre fra Støvring (landsort uden år, NGB 7254)

Denne sort blev i 2011 afprøvet på middelsvær lerjord i rimelig gødningstilstand mod tidligere på let lermuld og sandmuld, hvor tørkeskader kunne forekomme sammen med mangel på både N, P og K. I år var vækstforholdene grundlæggende optimale, og sorten viste da også – trods den ekstremt megen nedbør sin duelighed på næsten alle felter. Fremspiring, opvækst og skridning forløb overbevisende godt og viste en ukrudtstålsomhed over det normale over for frøukrudt. En del af parcellen indeholdt en del Kvik på o. 20% af plantebestanden (øv!!), og vurderingen må blive, at først ved mængder på over 25% vil der ligge en egentlig trussel mht. udbyttet. Dette vil sammenholdt med erfaringerne fra tidligere år med troværdighed kunne sættes til 20-25 fold af udsæden, og det med hensyntagen til både tørke- og fugtskader. Sidstnævnte kan i regnrige år selvfølgelig forekomme både som spiring i neg ved vejring og som spiring på jorden ved lejesæd. I år sås trods alt kun det sidste i begrænset omfang, og det må tilskrives en heldig balance i tilførsel og optagelse af N. Både tørke og tidlig lejesæd (typisk på humusjord eller ved overdosis af N) kan reducere totaludbyttet betragteligt, men også kernestørrelsen – og dermed yderligere kvaliteten (lette kerner med for høj skalprocent). Sorten er som gul havre forholdsvis tykskallet, uden at dette under normale vækstforhold og vejrbetingelser synes at forringe egnetheden til grynfremstilling.


Sort havre fra Nielsen og Schmidt (Landsort uden år NGB 7252)

Denne sort har de sidste par år ligget på grænsen mellem mellemskala og markskala arealmæssigt grundet udsædsmængden. I år skulle der så have været avlet nok til markskaladyrkning næste år; men endnu en gang blev planerne forpurret pga. spildet ved den ekstremt våde høstperiode. Trods denne skuffelse er der dog en hel del positive erfaringer med sorten, som giver anledning til omtale. Det skal her bemærkes, at jeg har haft sorten i opformering gennem 9 år, og den har været prøvet på de fleste almindeligt forekommende jordtyper med undtagelse af hel let grusjord og fugtig humus-/engbund. I år var prøvefladen for anden gang lettere lermuld og moderat sandmuld – begge i god gødningsstand. Meningen med at dyrke på kendt jordbund var ønsket om at se reaktioner på en højere N-tilførsel end tidligere og ligeså på et højere reaktionstal (6,1 imod 5,5 tidligere). Den højere N-mængde var beregnet til o. 35 kg N/ha, og den blev tilvejebragt gennem nedmuldning af Sneglebælg i kraftig renbestand (beregnet svarende til 15 kg N/ha) samt tilførsel af ajle forud for såning (beregnet svarende til 20 kg N/ha). Grundgødningen bestod af fast gødning fra dybstrøelse fra kvæg med en beregnet udnyttelsesgrad på ca. 50%. Begrundelsen for at anvende denne forholdsvis stærke gødningsgrad i forhold til en havresort i opformering fra NGB ligger i mine erfaringer med sorten i årene forud mht. stråstyrke og ydeevne. Og det må i den grad indrømmes, at 2011 med 2-3 x normalen i sommernedbør blev et prøveår af rang, hvor denne havresort klarede sig over forventning.

Der sås en rigelig vegetativ vækst og en fin kernesætning. Lejesæd forekom – vel i størrelsesordenen 20% - men på et fremskredet tidspunkt, så spirede kerner på jorden kun var et ringe problem. Antallet af småaks i toppene og kernernes fyldighed var som ventet øget, uden at det gik mærkbart ud over stråstyrken, trods de vanskelige væksstforhold. Strålængden på o. 90 cm syntes stort set uændret, ligesom bladfylden, der således ikke kunne genere vejringen mere end tidligere. Der er altså grund til at rose sorten på næsten alle områder med undtagelse af ukrudtstålsomheden (både vedr. Kvik og frøukrudt); men de negative iagttagelser må tages med forbehold på baggrund af vækstforholdene, der vedblivende begunstigede ukrudtet helt frem til høst og hæmmede kornet tilsvarende ved begyndende modning. Det er også værd at notere sig, at kernernes sortfarvning forløb aldeles uændret under de anderledes vækstvilkår både mht. tidspunkt (begyndende ca. 14 dage før bindermodenhed), hastighed og ensartethed. Også skaltykkelsen fremstod som uændret trods den rigeligere gødning og vandtilførsel.

Konkluderende må det fremhæves, at denne landsort blandt de sorte havresorter under langt de fleste normale/gennemsnitlige dyrkningsforhold med fordel vil kunne anvendes i miljøvenlig dyrkning med et kerneudbytte på 20-26 fold af udsæden. Sluttelig kan det diskuteres, om en højere tilførsel af N kan tilrådes på en nogenlunde velgødet agerjord. Her vil balancen mellem muldprocent og råjord nok spille afgørende ind sammen med mængden af tilgængeligt vand i vækstlaget. Nettoudbyttet i afskallede kerner har jeg ved egne forsøg anslået/beregnet til o. 70% af hektolitervægten, hvilket ligger på linje med udbyttet hos nyere og nye sorter af gul og hvid havre.


Stålhavre (Stjerne x Ørnhavre, 1942, NGB 6347)

Også denne sort bragte overraskelser trods 8 års opformering hos mig i små- og mellemskala. Fra 1960-erne, da Stålhavren blev udkonkurreret af kortstråede sorter som Condor- og Astorhavre, havde den med sig et dårligt ry mht. lejesæd og bløde strå – altså ofte stort spild! Derfor har det stedse undret mig, at sorten under opformeringen på forskellig jordbund og ved forskellige gødningsforhold næsten aldrig har vist unormal stor tilbøjelighed til lejesæd. Selv i år med unormal stor nedbør blev spildet i spirende kerner på jorden ikke katastrofalt stort. Hvad er/har været grunden? Ja, som i så mange andre tilfælde må vi rette blikket mod kvælstoffet! Under opformeringen har der oftest været tale om et gennemsnitligt niveau på 25-30 kg N/ha, og dette fik mig til at vende blikket mod tidligere tids sædskifte (her typisk 1940-erne og 50-erne). Havredyrkningen var her endnu stor til det omfattende hestehold, og i mange egne – især i Østdanmark – var 8-marksdriften fremherskende. Dvs. havre til modenhed efter 2-3 års kløvergræs med en opsamlet N-mængde i vækstlaget på 50 kg eller mere! Det skulle jo gå galt på god lermuld i regnrige år eller blot ikke tørkeår. Stålhavren har utvivlsomt en god ydeevne på op til 25-26 fold, men bør efter min vurdering følge efter en krævende kornafgrøde, der tager toppen af N-niveauet, f.eks. vårhvede.

I markskala har jeg praktiseret dette en årrække, og resultatet blev ikke kendeligt forrykket i 2011 trods den mere end rigelige nedbør. En tilpas restriktiv tilførsel af N synes også at have ret stor indvirkning på kernestørrelsen og dermed også på kvaliteten, idet rigelig N-tilførsel vil befordre en talrig kernesætning, men med mange mangelfuldt udviklede småaks/kerner øverst i de store toppe. Andelen af undervægtige kerner bliver da for stor (50% eller mere), og især til grynfremstilling vil denne fordeling reducere det praktiske udbytte for stærkt.


Byg

Årets afprøvede sorter blev både gamle kendinge og nyere sorter i opformeringen, og de fik deres sag for under de usædvanlige vækstforhold i 2011. De 4 pågældende sorter har alle været prøvet på meget forskellig bonitet og med forskelligt gødningsniveau. Den aktuelle afprøvning i år havde stort set kun fokus på ydeevne og ukrudtstålsomhed, da jord-, gødnings- og fugtighedsforhold var meget lidt afvigende på den letmuldede lerjord (definitionen tager selvfølgelig udgangspunkt i gennemsnitlige vækstforhold!).

I udvalg drejede det sig om sorterne Gaffelbyg, landsort 1849 (NGB 4576), nøgen byg Inka, o. 1900 (NGB 6953); Tystofte Korsbyg, 1903, (NGB 9336), 2-rd byg Guld (Svalöf 1913, NGB 1480 og NGB 9454). Der var altså tale om ret så forskellige typer nemlig 3 6-rd og 1 2-rd (Guldbyg), og blandt de 6-rd sorter 1 nøgen. Også i de dyrkningsmæssige henseender var der tale om yderpunkter mht. f.eks. ydeevne, stråstyrke og ukrudtstålsomhed.

Gaffelbyg

Navnet kan egentlig virke lidt vildledende, men det hentyder til den manglende udvikling af stak på yderavnen i akset. Der er i stedet snarest tale om en lille, kløftet forlængelse af avnen, så akset overfladisk set ser ud som nutidig vårhvede. Jeg har haft sorten i opformering i 9 år, men er aldrig nået op på markskaladyrkning  - et negativt særsyn! Grundene er flere, og de synes langt overvejende at hidrøre fra biologiske og dyrkningsmæssige årsager. Under første punkt må henregnes den ret ringe stråstyrke, den store modtagelighed for meldug og den lave tålsomhed over for tilførsel af N. De to sidst forhold kan ved sammenfald (N over  20-25 kg/ha) føre til tidlig og ødelæggende lejesæd, der selvfølgelig forstærkes af den manglende stråstyrke. Mit erfaringsgrundlag med sorten dækker nu alle almindeligt forekommende jordtyper (i 2011 middelsvær lermuld) og på de fleste måder gennemsnitlig vejrlig i vækst- og høstperioden. Dette bringer os naturligt ind på de mere dyrkningsrelaterede faktorer i bedømmelsen. For gunstige (rigelig nedbør, varme og overdosis af gødning) vækstvilkår synes afgjort ikke alene at svække stråets bæreevne, men også at virke nedbrydende/hæmmende på kerneudviklingen. En vanlig rettesnor for en nogenlunde heldig dyrkning af Gaffelbyg kan – ikke mindst efter erfaringerne fra 2011 – sammenfattes nogenlunde således: Jordbund helst højtliggende, letmuldet og ikke nedbørseksponeret, moderat grundgødning og ikke let tilgængeligt N på over 25kg/ha (tilførsel af flydende husdyrgødning og eftervirkning af 2-3 års kløver og lucerne vil i de fleste tilfælde give for stærk N-virkning). Realistisk udbytteniveau: 15-20 fold af udsæd.


Nøgen 6-rd byg Inka

Sorten optræder sent som nyhed i 6-rd nøgen byg i begyndelsen af 1900-tallet, måske som en afløser for den gamle landrace i nøgen 6-rd byg fra 1849. Det synes som om, man har villet drage nytte af egenskaber og vækstpotentialer hos denne 6-rd sort i en tid, da de 2-rd bygsorter ellers var blevet dominerende mht. udbytte, men som bekendt ikke med stråstyrke. Jeg har i 2011 haft sorten i opformering på 3. år, og erfaringerne fra især 2011 synes at pege på en rimelig/meget god stråstyrke trods en strålængde på over 1 m (forudsat N-niveauet holdes på max. 30kg/ha).

Normalt tales der jo om stråstyrke i forhold til helt nedliggende strå med spirende aks. Her er der tale om en anden, tilsyneladende meget vejrafhængig foreteelse nemlig afknækning af de nikkende aks ved begyndende bindermodenhed (måske et overvejende vejrbetinget (kraftig nedbør/vind) problem), som kun kan belyses effektivt i løbet af flere år med gennemsnitlige vejrforhold). I forhold til gl.da. 6-rd byg, landrace 1849, synes tilbøjeligheden til spiring i aksene ved fugtigt vejr i modningstiden at være langt mindre her. Måske ligger en stor del af løsningen på problemet i en tilpas tidlig binderhøst – nok ikke væsentligt senere end ca.15. juli ved gennemsnitlige forhold, selvom en mindre del af kernerne i så fald vil være tilbøjelige til at holde på inderavnen efter tærskning. Altså: lidt øget kørning nødvendig. Ydeevnen under normale vækstvilkår vil være relativt høj, nemlig 20-24 fold af udsæden. Det dyrkningsmæssigt største problem vil utvivlsomt ligge i en afvejning af høsttidspunktet i forhold til kernernes modenhed og dermed deres evne til at slippe inderavnen – men nok hellere nogle dage for tidligt end for sent.


Tystofte Korsbyg, 1903 (NGB 9336)

Sorten er en af de sene typer af avneklædt byg fra slutningen af 1800-tallet (jævnf. Inka ovenfor!), og endnu mellem 1910 og 1920 holder den positionen som den mest dyrkede 6-rd byg trods den store fremgang for de 2-rd sorter efter o. 1890. Grunden til populariteten må efter min mening – og 7 års opformering – søges i to forhold, nemlig den store ydeevne kombineret med god stråstyrke. Den lettere og billigere adgang til salpeter (N) fra o. 1880 intensiverede ganske naturligt forsøgene med at presse de fra 1800-tallet kendte sorter til en højere ydelse, og denne udvikling indgik selvfølgelig i forædlingsstrategien.

Mange gange betød øget N-tilførsel en ødelæggende lejesæd med tilsvarende stort spild. Men i tilfældet Tystofte Korsbyg synes bestræbelserne at have båret frugt. Sorten har hos mig været prøvet på alle gængse jordtyper med undtagelse af skarp sand-/grusbund og fugtig humus. De to opformeringsår på lettere lermuld har efter min vurdering givet det bedste resultat på baggrund af en rigelig tilførsel af grundgødning (K og F) i staldgødning og en beregnet N-virkning svarende til o. 30 kg/ha understøttet af nedmuldet Sneglebælg. Mit bud på et maksimumudbytte ved gennemsnitlige vækstforhold vil ligge på 24-26 fold af udsæden. Ved øget N-tilførsel ad 2 gange i forår og forsommer gennem ajle vil buskningen sandsynligvis kunne optimeres til 4-5 aksbærende strå pr. plante; men køreskader må påregnes. Ukrudtstålsomheden – også over for Kvik – må betegnes som god i en vellykket afgrøde. Agersennep tåles således i ret store mængder, men dog ikke Lugtløs Kamille i mængder på over 20%.


Guldbyg, Svalöf 1913 (NGB 1480/9454)

Gammelkendt sort (8 år) i min opformering med kendte jordbundsforhold m.v., men med årets usædvanlige nedbør som den forstyrrende faktor (jævnf. indledningen!). Til trods for dette fik jeg svar på de fleste af mine spørgsmål vedr. ydeevnen og ukrudtstålsomheden, og det endda med flere sidegevinster! Stråstyrken hos Guldbyg synes absolut på højde med den hos samtidige 6-rd sorter, f.eks. Karlsbyg 1909 (NGB 6273) forudsat at N-niveauet holdes på maksimalt 25 kg/N. Under normale vækstvilkår vil denne tilførsel – evt. kombineret med eftervirkning fra f.eks. Sneglebælg/Kællingetand – kunne give fint udviklede aks med et kerneantal på 22-26 og 3-4 aksbærende strå pr. plante svarende til en praktisk ydeevne på 22-26 fold af udsæden. Selvfølgelig er det fristende at øge N-tilførslen; men efter min vurdering går det for meget ud over stråstyrken især – selvfølgelig – ved en forsinket høst (efter de første dage i august). En tidlig høst er altid en god forsikring mod lejesæd, men det kan hos Guldbyg føre til en uhensigtsmæssig sejhed i aks og stak, så rentærskningen og kørningen bliver mangelfuld (dette gælder selvfølgelig især i tørkeprægede år). Mht. tålsomheden overfor både frø- og rodukrudt gav sommerens forsøg flere ventede svar i retning af en ret differentieret reaktion hos sorten over for flere typer af almindeligt frøukrudt. Således er (alle i tæt bestand) Kornblomst, Ager-Sennep, Alm. Svinemælk og Hvidmelet Gåsefod typisk i stand til ved stigende gødningsniveau at fortrænge kornet, mens eksempelvis Kvik, Hvene og overlevet Rajgræs skal optræde i meget tætte bestande for at fortrænge kornet med mærkbart spild til følge. Men en effektiv stubbehandling er nødvendig.