Artikel 3 - Dokumentar 2011

Markskaladyrkningen i den rekordvåde sommer med de dyrekøbte,

men stadig nyttige erfaringer

De 4 prøvede sorter i markskala (i alt ca. 1 ha) havde alle været med siden 2009, så erfaringsgrundlaget er efter sidste vækstsæson ikke helt så spinkelt mere. At 2011 blev helt anderledes i relation til markskalasorterne over for 2009 og 2010 må alene tilskrives det atypiske vejrlig. Mht. forfrugt, gødningsforhold og jordbund vil de følgende kommentarer være relevante for bedømmelsen i praksis.

Der var også i år tale om middelsvær, men mere muldpræget lerjord end i de to foregående år. Den afgørende forskel lå dog i 2 andre faktorer, nemlig ukrudtstrykket og gødningsforholdene. Både i 2010 og 2009 var der tale om havre som forfrugt og tilførsel af ca. 80 t staldgødning/ha 2 år før dyrkningsåret. Men jeg havde en formodning om, at udbyttet af markskalasorterne i 2011 kunne øges med o. 10% ved en intensivering af gødningstilførslen (ca. 24-25 fold mod 20-22). Forfrugten var derfor i år en relativt kraftigt gødet vårhvede – tilført ca. 100 t staldgødning/ha i 2010. Der var desuden tale om en stærkt omsat og dermed kraftig gødningsform (både N, P og K). Forsøgsparcellen er desuden østvendt med lævirkning fra vest, så udviklingen af planterne kunne få/fik et optimalt og harmonisk forløb. Tilgængeligheden i forhold til gødningen er selvsagt meget varierende – især på rå jord, men den meget ensartede, muldprægede jordbund stillede næsten alle planter gunstigt, og buskningen i maj-juni var da også fortrinlig. Men slangen i paradis, nemlig ukrudtsbestanden nød i samme grad godt af de gode vækstforhold, så dette forhold sammen med de store regnmængder tvang kornet i defensiven længe før høst – især pga. Kamille og Hvidmelet Gåsefod.

Her følger så efter dette skitserede oplæg de enkelte sorters reaktioner m.m. sammen med en aktuel bedømmelse af dem for året 2011 på baggrund af opformeringsårene hos mig. Trods de helt atypiske vækst- og modningsforhold i 2011 anvender jeg af hensyn til sammenligheligheden de samme kriterier som hidtil, nemlig 1) spirings- og vækstenergi, herunder buskning, 2) længdevækst, stråstyrke og bladfylde, 3) skridning og kerneudvikling, 4) modning, håndterbarhed og spild ved høst, 5) realistisk udbytte og kvalitet. Det kan forekomme lidt omstændeligt, men det er for mig nødvendigt med et sådant redskab for at undgå gentagelser og vilkårlige konklusioner. De prøvede bygsorter fordeler sig med 2 6-rd og 2 2-rd sorter – heraf var den ene 6-rd sort nøgen, mens begge de 2-rd sorter var alm. avneklædte typer, som de kendes i nutiden. Grundet den lange opformeringsperiode hos mig for alle sorters vedkommende (10 år) kunne jeg rimeligt præcist rette opmærksomheden mod de ovenfor nævnte nøglepunkter – trods de helt specielle vejrforhold hen over sommeren.

Nøgen 6-rd byg, landsort 1849 (NGB 13.416): Sorten har alle år i opformeringen udmærket sig ved en fantastisk vækstenergi (derfor velegnet til malt, idet 98% af kernerne i forsøg er spiret indenfor 3 døgn). Fremspiringen i marken skete også i år 5-6 dage tidligere end hos de 2-rd sorter (her regnes med 1 cm grønskud over et gennemsnitligt såbed med tromlet overflade). Under normale vækstforhold vil plantens vegetative udvikling ekspandere kendeligt til og med buskning/bladsætning – i år med gennemsnitlig 4 fuldt udviklede aks pr. plante.

Sorten har som gammel landsort en kort vækstperiode på kun 12-13 uger, og den må i sammenligning med de samtidige 2-rd sorter betegnes som varmeelskende/-krævende – især i de første uger af vækstperioden (tåler meget dårligt nattefrost efter fremspiring). Gammel såregel var da også, at udsæden først måtte falde efter Valborg dag (1.5.), som før kalenderreformen 1700 var 12. Maj. De to varme perioder i år i maj og juni gav således en meget gunstig udvikling af både aks og kerner. Ved optællinger kunne det konstateres, at både antallet af aks pr. plante og antallet af fuldt udviklede kerner pr. aks oversteg gennemsnittet for de sidste 5 år. Spiring i akset forekom i mindre omfang (o. 10%) den sidste uge før høst.

Sommeren blev selvfølgelig for våd til at kunne kaldes optimal; men for denne sort betød det, at der ikke indtrådte nogen hæmmende tørkeperiode lige før modningen i slutningen af juli. Som oftest sker den største reduktion i kerneudviklingen netop der, så antallet af fuldstore kerner (1,5-2,0 mm) derved kan reduceres med o. 50%. Desuden vil der samtidig være høj risiko for, at et stort antal (25-30%) af kernerne ikke slipper inderavnen (bliver ”nøgne”) ved tærskningen. Jeg har tidligere foretaget sammenligninger mellem nøgen 6-rd byg og sort 6-rd byg (se senere) vedr. stråstyrken og ment, at de her stod ca. lige med samme gødningsniveau og nedbør. Men efter markskaladyrkningen i år må jeg konkludere, at sort 6-rd generelt har et noget stærkere strå – især ved ekstreme vejrforhold (vurderingen forudsætter en rettidig høst ikke senere end o. 1. august). Men afknækningen af aks ved modenhed er størst hos sort 6-rd især ved mejningen.

Binderbyg: Som repræsentant for de 2-rd sorter blev Binderbyggen prøvet igen for 3. gang. Den er jo et resultat af en opformering fra en Mährisk landsort frigivet 1913 fra Abed (NGB 9440), og navnet sigter givetvis til datidens stigende anvendelse af selvbinderen. Typemæssigt ligger sorten meget nær op ad de gamle sorter af 2-rd byg fra midten af 1800-tallet (se senere). Dette gælder efter min vurdering både mht. de habituelle træk, stråstyrken, kernestørrelsen og udbyttet. Ydeevnen kan i forhold til N-tilførslen diskuteres ligesom dens anvendelighed på forskellige jordtyper og dermed også indirekte dens tidlighed/længde af vækstperiode. Da sorten i øvrigt er velbeskrevet, vil jeg nedenfor fokusere på de sidstnævnte forhold. Det skal her indskydes, at afprøvningen til malt stadig pågår; men resultaterne ser lovende ud. Se i øvrigt under dokumentation fra Bøgedal Bryghus!

Som det er fremhævet ovenfor, er vækstperioden for 1800-tals 2-rd bygsorter generelt 1-2 uger længere end samtidige 6-rd sorters. For Binderbyggens vedkommende vil der snarest være tale om en 14 ugers vækstperiode med e typisk høsttidspunkt (i neg!) o. 10. august ved såning først i april. Dette fører os naturligt ind på spørgsmålet om den optimale jordtype, og efter min vurdering af 3 års markskaladyrkning må egnetheden være lige udpræget på både svær og lettere lermuld samt god sandmuld – forudsat gennemsnitlige vækstvilkår. Det kunne under sådanne omstændigheder se ud til at sorten – især på sandmuld – tåler en lidt højere N-tilførsel (o. 30-35 kg/ha) end f.eks. gl.da. 2-rd byg (se nedenfor!), uden at det går ud over stråstyrken.

Vækst og udvikling var nærmest overdådig indtil o. 1. juli, da de efterhånden 3 gange normal nedbør ret hurtigt fik halvdelen af stråene til at hænge/ligge på jorden, samtidig med at frøukrudtet tog mere og mere over (fortrinsvis Hvid Gåsefod, Lugtløs Kamille og Fuglegræs). Der var i realiteten tale om flere uheldige faktorer, der førte til et spild på mindst 50%. 1) Selve den hurtige og kraftige vækst med store og tunge aks (op til 28 kerner pr. aks) på bløde strå. 2) Den fysiske påvirkning af regn- og vindnedslag (vindeksponering må under ingen omstændigheder undervurderes!). 3) Overgroningen af især Fuglegræs de sidste 10 dage før høst – sammen med (stedvis) Fersken Pileurt. 4) Spirende korn i aks på jorden i slutfasen (sidste uge før høst). Dog må det fremhæves, at forbavsende mange aks klarede den nære kontakt med jorden uden at spire, da der indtrådte tørt og solrigt vejr fra den 27. juli. Det skal også bemærkes, at der ikke fandtes spirede kerner i aks på endnu oprette strå (jævnf. Nøgen 6-rd byg ovenfor!).

Det blev en uges tørt og varmt vejr i dagene o. 1. august, der tillod mig at bjærge en høst på ca. 50% af det mulige – en meget skuffende, men lærerig oplevelse! Et plaster på såret er dog den forbavsende fine kvalitet, som de aftærskede korn fremviser, idet der f.eks. hverken er misfarvning eller deformering af kernerne, hvoraf (optalt) mindst 50% holder de 2 mm i tværsnit. Kørningen forløber perfekt (knivkørner på Dronningborg tærskeværk), og forbavsende få – ja, næsten ingen – knækkede kerner forekommer – en meget vigtig oplysning ved bedømmelsen af egnetheden til malt!

Gl. da. 2-rd byg, landsort 1849, NGB 4613: havde jeg i år som parallelsort til Binderbyggen. Den er i 7. opformeringsår hos mig på varierende typer af lermuld. I år var voksestedet – lidt ved en tilfældighed – let, sandblandet lermuld, og det blev redningen i den våde sommer. Udbytte og N-niveau har jeg samlet ret omfattende erfaringer om, og fokus var i år på forhånd rettet mod sortens tidlighed og ukrudtstålsomhed. Begge dele blev demonstreret i rigt mål – trods den megen nedbør!

Mht. tidligheden vil man ofte bedømme denne ud fra vejr- og gødningsforhold, men arbejdet med de ældre sorter har i løbet af de sidste ca. 10 år lært mig betydningen af de tilsyneladende ringe genetiske forskelle omkring f.eks. tidligheden. Den pågældende sort i dette tilfælde har således i hele opformeringsperioden udvist en forbavsende stabilitet i henseende til modningstidspunkt, og det på trods af meget vekslende vækstvilkår årene igennem. Det kunne se ud til, at udviklingen af aksets dækblad og dets begyndende nedvisning efterfølgende er en pålidelig indikator for den indtrædende bindermodenhed i løbet af en uge (der ses i den sammenhæng bort fra deciderede tørkeskader med generel nedvisning til følge). Den samlede væksttid kan ud fra dette med rimelighed sættes til meget nær 95 dage ved gennemsnitligt vejrlig. De 2 andre sorter af Gl.da. 2-rd (se sortslisten m.m.) i min opformering ligger efter min vurdering begge over dette tidsrum i gennemsnitlig vækstperiode.

Angående ukrudtstålsomheden har jeg hidtil været noget usikker på denne sort og det især omkring frøukrudt som Kamille og Kornblomst og rodukrudt som Kvik og Ager-Svinemælk. Jeg fik flere formodninger bekræftet og uventede nye svar. På den lettere lermuld viste Kornblomst sig som den store skadevolder med næsten kvælende overgroning af afgrøden, mens Kamille ikke optrådte så aggressivt som på den sværere lerjord. Mht. Kvik er en tilgroning på over 20% af plantebestanden normalt udbyttebegrænsende i et eller andet omfang. Dette har også været tilfældet på den kraftigere lermuld (flere grønskud pr. m2), mens byggen på den lettere jordtype nemmere kunne holde trit med Kvikken og dermed begrænse dens skadevirkning. Det samme kan desværre ikke siges om byggens reaktioner over for Svinemælk, der angiveligt har en næsten eksplosiv udvikling på den lettere jord (flere skud fra dens udløbere).

Hvor Ager-Svinemælk danner kolonier på den sværere lerjord – og det viste sig at gælde også for den lettere jordtype lades kornet ikke mange chancer for at udvikle sig optimalt. Det var et venteligt problem, men tilsyneladende mere alvorligt end som så – en tendens, der har kunnet spores i alle opformeringsårene. Heldigvis lykkes den mekaniske ukrudtsbekæmpelse normalt bedre på den letmuldede jord, hvor underjordiske planedele lettere bringes op på overfladen til udtørring/udvintring med efterfølgende dyb nedpløjning. Afgørende er en så tidlig stubbehandling som muligt, evt. 2 x pløjning.

Sort 6-rd byg, landsort 1849, NGB 8785: Som sidste sort i markskaladyrkningen i denne omgang skal følgende anføres om den pågældende sort. Overordnet set klarede den sig bedst i den våde sommer. Væksten og kernesætningen forløb over middel, ligesom tålsomheden overfor frøukrudt  - især Lugtløs Kamille og Hvidmelet Gåsefod – efter forholdene ikke kunne forventes bedre (Kvik forekom ikke i det pågældende markafsnit). Det våde vejr taget i betragtning har to bemærkelsesværdige forhold gjort sig gældende i sortens reaktioner, nemlig modningsprocessen  og stråstyrken. Mht. førstnævnte synes det meget våde vejr hverken at have indflydelse på sortfarvningen af kernerne før fuldmodenhed eller deres villighed til spiring i akset. Sammenlignet med forholdene i 2009, da der indtrådte en tør og varm periode op til modningen var høsten 2011 så forskellig som tænkes kunne.

Min konklusion må derfor blive en bekræftelse af tidligere antagelser omkring sortens biologiske stabilitet. Dette forhold mener jeg også at kunne konstatere i forhold til stråstyrken og dermed tilbøjeligheden til lejesæd. Der forekom markant flere stående strå hos denne sort end hos de øvrige markskala-sorter – også iagttaget tidligere (andelen af stående strå o. 80% mod højst 40-50% hos de øvrige sorter). Så altså også her en markant stabilitet, der kan sammenholdes med tilbøjeligheden til afknækning af de nikkende aks ved modenhed. Tendensen hertil må nok betegnes som mindre udpræget i år, og måske/sandsynligvis afhænger tilbøjeligheden til brud i den bøjede (nikkende) aksstilk både af selve krumningen og af den intensivitet, som modningen/optørringen af strået forløber med (af samtlige år var 2009 det værste med hensyn til dette problem, som egentlig er det største ved sorten). Tidspunktet for binderhøst bør sandsynligvis ligge endnu tidligere end før antaget, dvs. sortfarvning af højst 50% af de fuldt udviklede kerner.

Afslutningsvis et par bemærkninger om tærskbarheden og godsets kvalitet efter lagring i neg til december måned. Ingen af sorterne har således udvist tegn på råd- eller mugdannelse i strå og kerne trods den unormalt store andel af ukrudt i materialet. Rentærskningen og kørningen forløber upåklageligt (jævnfør om knækkede kerner og blivende inderavner hos Nøgen 6-rd byg ovenfor). Dag aftærskede korn i 1. og 2. sortering fremtræder rent og appetitligt af udseende og har en neutral, naturlig lugt, ligesom farven i alle tilfælde ikke viser tegn på afvigelser. Tilbage står så spørgsmålet om spireevnen til malt og udsæd; men sandsynligheden taler for, at der i den retning ikke er sket skade, når de ovenfor nævnte vurderingskriterier ellers falder positivt ud!

Som nye markskalasorter i 2012 optræder sandsynligvis de 2 6-rd bygsorter Karls og Amager og den sorte havresort Sort Havre fra Nielsen og Schmidt.